Silkeborg Kommune inviterede til åben byggeplads på den nye ringvejsbro, og det var en stor succes. Broentusiaster, børnefamilier og mange andre nysgerrige havde fundet vej til den nye ringvejsbro ved Resenbro.
Her kunne man komme op på de 250 meter af broen, der allerede er støbt, og få et flot kig ud over Gudenådalen eller gå på opdagelse i det store hulrum, der gemmer sig inde i broen.
Rundt om på pladsen fortalte entreprenører, biologer og ingeniører om byggeriet, og hvordan bæredygtighed er tænkt ind i projektet og hvilke tiltag, der er gjort for at passe på naturen og miljøet.
Ringvejsbroen skal være med til at forbedre dyrelivet, og den nye bro bliver 350 meter længere end den gamle. Formålet med broen er netop at forbedre naturen og forholdene for det særlige dyreliv, der findes i området rundt om broen.
Hvor den gamle bro udgjorde en barriere for dyrelivet, vil den nye bro skabe et større bredområde, hvor der i dag kun er vand, med fri passage langs Gudenåen for dyr, planter og mennesker.
Den nye bro bliver 420 meter lang og får samme udtryk som motorvejsbroen. Broen forventes at åbne for biler og cyklister slut 2023. Det var en spændende dag på byggepladsen, hvor man kunne opleve de store kraner i sving og prøve de mindre gravkøer - til stor begejstring for de mindste deltagere.