Resenbro, Skærbæk og Øster Bording kan nu tilmelde sig fjernvarme

Foto: Silkeborg Forsyning.
dato

Fra den 15. april åbner tilmeldingen for borgere i Resenbro, Skærbæk og Øster Bording, som ønsker at få fjernvarme fra Silkeborg Forsyning. Områderne kan skifte gaskedlerne ud og blive koblet på fjernvarmen, hvis der er tilstrækkelig opbakning blandt borgerne.

Nu er det borgerne i Resenbro, Skærbæk og Øster Bording, som får mulighed for at skifte deres gaskedel ud med klimavenlig, nem og konkurrencedygtig fjernvarme fra Silkeborg Forsyning. 

Hvis fjernvarmeprojektet skal blive til noget, kræver det, at projektet opnår stor nok opbakning fra borgerne. I perioden fra den 15. april til og med den 14. august 2024 skal mindst 60% tilmelde sig i Resenbro/Skærbæk, mens der i Øster Bording skal være mindst 76%, der siger ja til fjernvarme, før projekterne kan realiseres. 

Områdernes borgere kan læse mere og tilmelde sig online på projektsiderne for fjernvarme, som er opdelt i Resenbro/Skærbæk og Øster Bording.

Stor lokal opbakning
Silkeborg Forsyning har allerede mærket efterspørgsel og interesse for fjernvarme fra borgerne i områderne. Martin Christiansen, maskinmester og koordinator for projektet hos Silkeborg Forsyning håber, at det vil afspejle sig i opbakningen til projektet: 

”Vi ser meget frem til at genbesøge Resenbro og Skærbæk, da vi ved, at der er stor lokal opbakning til projektet. I de seneste år er vi blevet kontaktet af mange beboere fra området, der har fortrudt, at de ikke fik sig tilmeldt under forrige fjernvarmekampagne i 2017,” siger han.

Martin fortæller også, hvordan tilbuddet om fjernvarme til Øster Bording blev muliggjort takket være lokale ildsjæle, der ved hjælp af en underskriftsindsamling fik understreget de lokales interesse i fjernvarme.

I Grauballe og Skægkær/Sejling, hvor vi i 2023 afviklede fjernvarmekampagner, var den lokale opbakning ligeledes stor, eftersom begge områder er nået op på en tilslutning på over 70%. 

Fjernvarme på abonnement er attraktivt 
For at komme med på fjernvarmen skal borgerne i Resenbro, Skærbæk og Øster Bording betale et tilslutningsbidrag til en kampagnepris på 22.500 kroner. Normalprisen (2024-priser) er 39.750 kroner, hvilket betyder, at borgerne sparer 17.250 kroner ved tilmelding i kampagneperioden. 

Silkeborg Forsyning tilbyder derudover en fjernvarmeunit på abonnement. Ordningen hedder Unit⁺, og den indebærer, at kunden tegner abonnement på en fjernvarmeunit i stedet for at købe en.

Prisen for abonnementsløsningen er kun på 215 kroner om måneden og er inklusive installation, service og vedligehold af fjernvarmeunitten. 

Tidligere er Unit⁺ blevet tilbudt til borgerne i Grauballe, Skægkær og Sejling – og endda med stor succes, hvor mere end 70% har valgt denne løsning. 

”Abonnementsordninger er generelt populære, og den tendens ser vi også inden for fjernvarme, hvor mange forsyningsselskaber oplever stor efterspørgsel efter disse ordninger. Det, som særligt tiltaler kunderne ved vores Unit⁺ ordning, er muligheden for at få tilsluttet en ejendom til fjernvarme til en forholdsvis billig pris,” fortæller Martin Christiansen. 

Vil man hellere eje sin egen fjernvarmeunit, har man også mulighed for at købe den hos Silkeborg Forsyning.

Efter planen bliver fjernvarmeledningerne gravet ned i etaper med opstart i primo/medio 2025. Prisen på de 22.500 kroner i tilslutningsbidrag gælder, indtil gravemaskinerne har været forbi borgernes ejendom. Det er dog bedst at tilmelde sig i tilmeldingsperioden, da projektet ellers risikerer at blive aflyst på grund af manglende tilslutning.

Bliv klogere på fjernvarme
Borgere i de to områder vil under kampagneperioden få rig mulighed for at blive klogere på, hvad tilbuddet om fjernvarme indebærer. 

Der vil blandt andet blive husstandsomdelt en fysisk folder omkring den 15. april, hvor områdernes indbyggere kan læse mere om, hvad fjernvarme koster, og hvordan den kan komme til dit hus. 

Begge områder vil også få flere besøg af fjernvarmetraileren, hvor eksperter kan besvare dine spørgsmål til projektet. Et besøg i traileren er særligt for dig, som ikke har NemID/MitID og derfor skal bruge hjælp til manuel tilmelding. 

I Resenbro/Skærbæk vil de i folderen og på Silkeborg Forsynings hjemmeside også kunne finde en invitation til at komme til informationsmøde i hallen på Resenbro Skole den 2. maj.

Kilde: Silkeborg Forsyning
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.