En ny spørgeskemaundersøgelse blandt ÆldreSagens medlemmer i Silkeborg Kommune har afsløret et klart ønske blandt de ældre om at benytte kollektiv trafik mere i dagligdagen. Undersøgelsen, som over 1.100 medlemmer har besvaret, viser dog, at mere end 73 procent sjældent gør brug af den kollektive trafik, selvom knap 70 procent udtrykker, at de gerne vil benytte bus eller tog mere ofte.
Resultaterne peger på, at der er en kløft mellem den nuværende brug og ønsket brug af kollektiv trafik blandt de ældre. Mange oplever det som svært at forstå, hvordan man bedst benytter de eksisterende transportmuligheder, som kan lette hverdagen.
Bag spørgeskemaundersøgelsen står en tværgående styregruppe bestående af Thue Vergara Kramp fra Dansk Skolecykling, John Snede og Ann Brewster Rosendahl fra ÆldreSagen, Kaja Gregersen fra Seniorrådet og Pia Østergaard fra Sundheds- og Omsorgsafdelingen. Initiativet er en del af ‘Rejseholdets' aktiviteter, der har modtaget mikromidler gennem projektet Det Gode Ældreliv.
Styregruppen arbejder nu videre med at omsætte de nye indsigter til konkrete løsninger, som kan gøre transporttilbuddene mere tilgængelige for ældre i Silkeborg Kommune.
https://silkeborg.dk/nyheder/hvordan-goer-vi-det-nemmere-for-aeldre-at-bruge-offentlig-transport